fredag den 17. august 2012

Endnu en barnedåb

Ja endnu en barnedåb er vi så heldige at skulle til, og denne gang skal Gemalen være gudfar - så nu må vi se hvilke navne han ender med at sige højt (for selvfølgelig har han drillet med at han vil sige alle mulige andre navne, og tænk hvis nu alle de spøjse navne kører rundt i hovedet på ham så han slet ikke kan huske de rigtige).

Selve billederne er fra en serie som hedder "On Safari", og stykket jeg havde var to hele breder i paneler. Reelt var det noget stof som min mor fik fra en anden patchworkdame som ryddede ud i hendes stof, men min mor spurgte mig om der var noget af det jeg ville have, og det var der.
Faktisk prøvede jeg at google navnet fordi jeg godt kunne have brugt noget mere af det, men jeg tror at det måske er så gammelt at ingen sælger det mere - jeg fandt mange som lignede men det var stadigvæk ikke helt det samme.
De andre farvede stykker stof på forsiden er bomuldslærrede som jeg havde liggende som rester - rent faktisk blev jeg nød til, at købe mere af det sorte til kanten yderst.

Også denne gang har jeg ikke tegnet op - så endnu engang har jeg syet ud fra fri fantasi....

Helt uden sammenhæng gik der lidt regnbue i den igen, men det var fordi jeg havde besluttet tæppet skulle være 1x1,5 meter, og da de billed motiver ikke var særlig store, måtte jeg finde på noget fyld i form af farver. Og så også fordi jeg på den måde og så fik brugt nogle flere af mine rester.
En anden ting som jeg vel egentlig også havde besluttet inden jeg gik i gang var, at der skulle være tre baner i mellem de fire rækker med motiver - egentlig havde jeg vel håbet at de alle tre skulle være ensfarvet, men det var der altså ikke rester nok til, så derfor blev det kun den midterste - hvilket faktisk også passede mig okay, for jeg havde tænkt mig at der skulle broderes navn på.
Fordi jeg ikke havde lyst til i frihånd at skrive navnet - googlede jeg efter forskellige skrifttyper man kan hente ned på sin computer, og der skrev jeg så navnet, printede det ud og forstørrede det op på via kopier, indtil jeg var tilfreds med størrelsen.
Grunden til at jeg ikke ville gøre det med min egen skrift er, at jeg ved drengens faster har en fantastisk symaskine som kan broderer, og da vi mødtes dagen efter fødslen på sygehuset havde hun da allerede broderet navn på både bukser og trøje til ham - og da jeg ikke har sådan en maskine, ja så kan jeg jo på ingen måde være på samme plan som hende og må derfor benytte mig af de hjælpemuligheder jeg kan finde.
Selve navnet er broderet med kædesting, og udfra at jeg har skrevet det på det strygevlies som jeg havde strøget på bagsiden, og derfor måtte sidde og have lys ind bagfra for, at kunne se det jeg skulle broderer efter..

Desværre kunne jeg ikke få en fleece som lignede den lyse grønne farve, men den jeg fandt matchede godt nok.
Jeg er meget spændt på modtagelsen - de er sådan et par som jeg ikke helt har regnet ud endnu med hensyn til, om de sætter pris på hjemmelavede ting. Jeg ved dog at hun godt kunne lide de grydelapper jeg havde syet til hende sidste år, for 5 måneder før hendes fødselsdag fortalte hun, at hun jo snart havde fødselsdag og ønskede sig nogle nye - og det er da et godt tegn..





2 kommentarer:

  1. Hej. Sikke et dejligt børnetæppe - flot og god ide. Jeg er sikker på, at Alexander bliver glad for det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Lisbeth - jeg har fået og set billeder hvor han ligger og tuller på det, og det er jo altid en god start og dejligt at vide det bliver brugt.

      Slet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails