onsdag den 21. november 2012

En lille bordløber er kommet til samlingen..

ja det er lige før det er ved, at være pinligt - men for et godt stykke tid siden nu var der jo patchwork messe i Roskilde hallerne. Og der var jeg selvfølgelig med, og jeg fik da også købt en lille smule.
Blandt andet blev det til 12 stykker bali stof i regnbuens farver som jeg købte hos BaliQuilt - desværre var det ikke Laila selv jeg handlede med, det kunne ellers have været sjovt når nu jeg ved hun følger med herinde - og jeg hos hende.
For ja jeg er stadigvæk skudt i regnbuefarver, og det går vist ikke lige over med det samme..

Mønstret er et jeg har lånt af min mor, og jeg må ærligt indrømme at jeg ikke lige på stående fod kan huske hvor hun har købt det - især ikke fordi det er ved at være et stykke tid siden jeg syede denne bordløber, og mønstret derfor er tilbage hos sin ejer.
Stofferne er ikke udelukkende fra BaliQuilt - jeg udvalgte dem jeg helst ville have med her, og fandt nogle af mine ældre bali stoffer frem og matchede sammen.
                                 
Egentlig havde jeg regnet med det var et lidt svært mønster, men det var det jo overhovedet ikke - så det fløj jo bare gennem maskinen. Det er så dejligt når man bliver hurtigt færdig :)

Jeg har lavet en "sandwich" som jeg plejer med top, et tyndt lag pladevat og bagside. Og for første gang prøvede jeg at spraylime lagene sammen - sikke dejlig nemt det var!
Jeg har med maskinen quiltet i de lige linjer - og overvejer stadigvæk om der skal quiltes noget i de store sorte felter, kan ikke helt blive enig med mig selv. Så indtil videre ser den sådan her ud:

Mønstret har anført hvor mange baner man skal bruge, men jeg valgte kun at lave syv baner - og alligevel blev jeg overrasket over hvor lang den endte med at blive. Heldigvis passer den både godt på spisebordet og på skænken med sine 122,5 cm fra spids til spids, og 27 cm brede.
Endnu engang vil jeg undskylde for den ikke helt rigtige gengivelse af farverne - det er farverne på det største billed i collagen som du skal regne med. Nogen gange er det mærkeligt hvordan farverne kan blive gengivet forskelligt, selvom man står og tager billederne lige efter hinanden.


lørdag den 17. november 2012

Så blev jeg også færdig med det!

Ja jeg skrev jo tidligere om, at jeg havde lovet min veninde at sy noget tøj for hende lige her
Og nu kan jeg med glæde sige, at det hele er færdigt.

Vi fik i fællesskab købt fire "Hello Kitty" strygemærker via Ebay - de kom helt fra Kina og til 35 kr. - puha det var jo lige ved at vælte hele budgettet ;)
En helt anden pris end det vi kunne opstøve her i Danmark.
Og vi fandt også sammen fire knapper til kjolerne - for jeg havde ingen i den størrelse. Så det endte med at være fire blomster i træ som nu sidder fint der på stropperne.
Begge mønstre kommer fra bogen: "Nyt Børnetøj 0-4 år" af Elsebeth Gynther.
Farverne er på grund af det dårlige lys ikke som de ser ud i virkeligheden, men kunne ikke vente længere med at få afleveret tøjet til min veninde.

mandag den 12. november 2012

Arvestykke

Vi har arvet en fin lampe fra Gemalens bedstefar - den er i træ med den fineste udskæring, men lampeskærmen var på ingen måde vores stil - ved ikke om vi overhovedet har én, men det var helt sikkert ikke den der!

Så selvfølgelig tænkte jeg da, at det da ikke kunne være så svært lige at lave en ny skærm...

FØR BILLEDER:



Jeg havde noget stof liggende, som egentlig skulle have været brugt til at lave noget patchwork på pind - men det var ikke sket så nu blev det til en lampeskærm i stedet for!

Det var egentlig ikke så svært at lave den nye skærm - det der tog længst tid var faktisk at få den gamle af. For jeg skulle jo bruge den som skabelon for den nye, så jeg kunne ikke bare rive og flå. Og jeg skal da lige love for at dem som havde lavet den, skulle være helt sikker på at den aldrig nogensinde ville falde af stativet - er sikker på, at det ville kunne holde til jordens undergang og stadigvæk sidde fast!

Og ja her er både hygge og arbejde i et - vi har fået et lille nyt medlem af familien - en lille hunkat.
Vores anden kat har jo altid været van til, at der var en anden kat, så vi syntes det var synd for hende at hun skulle være her helt alene. Hun er i forvejen en meget speciel kat, og hun var begyndt at blive mere sær efter hun var blevet alene her.
Forholdet mellem de to bliver bedre - vil ikke sige dag for dag, men det går heldigvis den rigtige vej. 


Egentlig har lampeskærmen ligget et stykke tid nu, for jeg troede jeg havde noget silkebånd liggende til at, dække syningerne - men det havde jeg åbenbart ikke, og så alligevel når man får kigget gemmerne ordentligt igennem.. Ja det er ikke sådan når man har så mange forskellige ting, og ikke lige kan finde det hele.

EFTER BILLEDER:


Og I skal da heller ikke snydes for den smukke udskæring:


Der går lidt lang tid imellem det i øjeblikket, men nu kan lampen da krydses af på listen over ting jeg skal have lavet.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails