torsdag den 29. december 2011

Tadaa...

Som jeg skrev i starten af December så deltog jeg i år på Hannes blog i en Del Hver Dag - og nu er jeg endelig blevet færdig i dag (og så snakker vi ikke noget om, at selve DHDén sluttede den 24. December).
Og Hanne har opfordret os som deltog til, at sende et billed til hende så hun kan fremvise dem allesammen på hendes blog - det har jeg så også lige gjort, men I skal da ikke snydes for et billed af hvordan min endte:
Bedre sent end aldrig - men de er helt sikkert klar til julen i 2012!

onsdag den 28. december 2011

Angry Birds ala Homemade by Quie:

Så blev det endelig lidt normal hverdag igen, så tiden igen kan bruges på kreativitet og min blog. Og jeg kan vise jer hvordan mine Angry Birds endte...
De blev helt færdige den 25. December - og det der tager mest tid er påsyningen af alle ansigts detaljerne. Især de sorte pupiller var besværlige da fleecen ligesom krøllede sammen under trykfoden når jeg ville sy dem fast.
Jeg mangler at sy to hele fugle sammen, men da jeg sendte gemalen ud for at købe stof, troede jeg at jeg havde noget grå fleece - det var der så bare ikke da gemmerne endelig blev ledt igennem!
Men historien til den nye fugle og grise ejer blev, at de to fugle endnu ikke var ruget ud, så derfor kunne han jo ikke få dem..





Den røde og den turkise fugl er blevet større end det originale mønster - hele 30 % større for at være præsis, da ønsket var at de alle skulle have nogenlunde sammen størrelse. Jeg kunne bare ikke lade være med at sy to små grise oveni.
Heldigvis blev de vel modtaget da han endelig havde kommet sig, efter vi havde lavet surprise party for ham..




torsdag den 22. december 2011

Så har jeg gjort det igen..

Og så tænker du sikkert: "Hvad nu?????"
Tjov jeg er såmænd blevet spurgt om jeg ikke lige kunne sy sådan nogle "Angry Birds" bamser:
Billedet er fundet her

Aftalen var så at de skulle sende mig nogle billeder, så jeg ligesom havde noget at gå efter, men der gik så lige 14 dage, så stoffet fik jeg først købt Onsdag og det bedste af det hele er at de alle sammen skal være færdige til den 26. December hvor vi skal til fødselsdag og give dem i gave.... 
Så ja jeg har gjort det igen - sagt ja til noget som jeg godt kunne tænke mig at have haft bare lidt mere tid til - heldigvis skal jeg ikke selv lave mønstrene fra bunden af - jeg følger nemlig en blog hvor hun sidste år lavede de bamser, og samtidig en masse mønstre som hun lagde op på sin blog til hjælp for blandt andet sådan en som mig!
Så hvis du også skulle få en ubeskrivelig trang til at lave de hersens bamser, så er linket lige her (bloggen er på engelsk).
Så som jeg skrev igår har jeg faktisk slet ikke tid til at være herinde - så giver jer lige et billed af den første del af hele processen:
Og så suser jeg ellers videre sammen med min symaskine - og krydser fingre for, at jeg når det hele...

onsdag den 21. december 2011

Årets julekort

Så blev der efter en masse år med købte julekort endelig igen tid og overskud til at lave mine helt egne..
Og selvfølgelig kom jeg da først i tanke om, at jeg skulle tage billeder af dem da de fleste var kommet i kuverter og lukket...
Ja ja men jeg nåede da lige at tage et billed af det sidste kort jeg fik lavet:

Og så kan I da også lige få et billed af bordet som jeg har fyldt op med alverdens ting og sager til julekort-produktionen:
Og hov der var sørme også et andet kort jeg fik lavet - wee fik vist jer hele to af de mange kort jeg fik lavet!!
Nå det var hvad jeg kunne nå i dag - for jeg har mega meget travlt, men det må I høre mere om imorgen..

søndag den 18. december 2011

Lige et julebilled alligevel

Havde planer om at sætte en lyskæde op, men til ære for gemalen blev det den meget farverige udgave som kom til at lyse hele stuen op:
Og det er nu meget hyggeligt må jeg indrømme..

fredag den 16. december 2011

Lidt sker der alligevel..

Ja jeg havde ellers mange planer om, at skulle blogge hele julen med fremvisning af noget af alt det julepynt, som der igennem tiden er kommet til her hos os - men vi har slet ikke rigtig fået pyntet op til jul endnu, så derfor er kasserne heller ikke kommet frem = ingen billeder er blevet taget..

Men selvom der ikke kommer alle de julebilleder jeg havde tænkt mig - skal I da ikke snydes for at se noget af det jeg har fået lavet:

Vi skulle ud og se en lille ny verdensborger, og så tænkte jeg at så var der da lige mulighed for at få prøvet et par af mine mange mønstre af - nemlig Slaskedyr og Kat (begge fra Stof & Stil).
Den nye lillebror skulle helt sikkert have Slaskedyret i seje grønne farver, så alt ikke bliver lyseblåt - og for at den helt nye storesøster ikke skulle føle sig udenfor, så måtte der lige laves en Kat til hende (selvfølgelig med det ugle-stof som jeg ved moren er helt vild med).

Jeg har efterfølgende hørt at storesøster har møsset og krammet dem begge mange gange, så indtil lillebror blir stor nok tror jeg søster passer på hans Slaskedyr :)

Jeg har ikke helt lavet bamserne efter mønsteranvisningen - jeg har selv bestemt hvor, hvad og hvor mange forskellige farver stof jeg ville have.
Men hvis du overvejer at købe og sy katten - så husk at tage højde for, at den er meget sulten hvad angår fyld i kroppen. Blev selv helt overrasket over hvor meget der egentlig skulle til at fylde den ud..

tirsdag den 6. december 2011

Hva faen er det for noget???

Ja jeg ved ikke hvad det er som sker her for tiden, men der er nogen som roder på mit bord - det er jo helt vildt!!!
Vedkommende kunne da i det mindste rydde op efter sig, så jeg kunne komme til og være kreativ lige nu og her...

mandag den 5. december 2011

Juleløber/remser kan man da aldrig få for mange af..

Jeg skrev jo for et stykke tid siden, at jeg havde nye projekter som jeg gerne ville i gang med - den sidste af dem jeg nævnte, var en julebordløber/remse i patchwork - ja altså indtil jeg finder på noget nyt..
Der manglede dog lidt farver for jeg havde ikke nok jule stoffer. Men efter en lille tur til Køge fik jeg købt hvad der manglede.
Jeg havde set løberen på internettet, og tænkte at det mønster kunne jeg da sagtens selv tegne op - så jeg gik i gang. Hvad jeg så efterfølgende har lært af er, at jeg skal huske at streg den side ud når jeg genbruger papiret som ikke er rigtig! For da jeg sad og skulle til at skrive ned hvad jeg skulle bruge/skære af de syv forskellige stoffer, så kiggede jeg på den forkerte side af papiret, og troede derfor jeg havde glemt en farve nemlig den tredje grønne, så jeg startede helt forfra og tegnede derfor et helt nyt mønster (og hvis jeg havde vendt papiret om, så havde det rigtige mønster været der!!).
Men én god ting kom der dog ud af det - nu har den yderste kant den rigtige størrelse i forhold til det billed jeg havde at kigge efter - så det var nok meget godt jeg kiggede forkert..

Selve løberen består af tre store Log Cabin, og fire små. De har alle sammen tre forskellige røde og grønne farver. Selve midten af alle Log Cabinérne er creme/hvid, og det er også den som bruges til de trekanter som forbinder de små og store Log Cabin.

Som man kan se på det ene billede i collagen, så har jeg quiltet i alle firkanterne, og efterfølgende rundt langs den røde kant.
Den var faktisk allerede færdig den 1. december, men gemalen har pillet ved min computer så den har været splittet i atomer - men nu kunne jeg altså ikke ventet mere med at vise frem, så jeg har pillet lidt selv så det hele virkede som det plejer og kunne hvad jeg ville :)

torsdag den 1. december 2011

Hvis du skulle have lyst til et lille sy-projekt fra idag og frem til 24. december

Jeg følger med hos Hanne som er en dejlig patchworkdame - hun har sin egen patchworkbutik som hedder  Hannes og det er både en fysisk butik og en internetbutik. Og man kan via bloggen følge med i både hendes hverdag og hvordan livet går i butikken både med produkter, kunder og kurser.
Hanne har altid gang i mange projekter - blandt andet har hun i år fundet på, at lave en advents pakkekalender som man kan købe i hendes butik - har luftet det for gemalen, men der skete ligesom ikke rigtig noget, så ingen advents gaver til mig!

Nå men til den egentlige grund til dette indlæg - nemlig at Hanne har lavet en Jule DHD (del hver dag). Det vil sige at man hver dag på bloggen får at vide hvad man skal sy/gøre og hvordan det skal syes. Og kun Hanne ved hvordan mønstret skal se ud..
Hanne har før lavet mønstre med forklaring på hendes blog, og det er gode og nemme forklaringer med billeder så alle kan være med - og det sjove er altid hvordan det ender med at se ud når man ikke kender mønstret på forhånd.
Og som hun selv skriver, hvis man skulle blive forhindret den ene dag - så ligger mønstret inde på hendes blog og forsvinder ikke. Man kan altid gå ind og gå tilbage til den manglende dag.
Hannes Jule DHD findes også på Facebook hvor man også kan følge med, og se hvad de andre der er med, har lavet med de billeder de lægger ind.

Jeg har linket til den 1. december, men i hendes indlæg linker hun selv til siden hvor der står hvad man skal bruge, og til hendes netbutik hvor der er en hel side med ting til Jule DHD 2011 - blandt andet tre forskellige sykit bestående af de fire forskellige stoffer der skal bruges, i tre forskellige farve sammensætninger. Men det er intet krav at købe ting hos hende, man kan sagtens bruge sine egne stoffer - og ifølge hende selv også bruge andre farver end rød og grøn som hun foreslår..

Bare et lille tip hvis du skulle have mod på, at være med til at sy noget som kun Hanne ved hvordan skal se ud..

mandag den 28. november 2011

1. søndag i advent

Så nåede vi også 1. søndag i advent her..
Gemalen og jeg tilbragte søndagen med, at tage til det lokale julemarked - som jeg desværre må tilstå efter min mening var endnu dårligere end det plejer!
For det første var der slet ikke så mange boder som der plejer, og udvalget/forskelligheden var der slet ikke. Da jeg selv har deltaget for nogle år tilbage ved jeg, at en af reglerne er at tingene skal være hjemmelavet - men der var flere ting som jeg spottede som helt sikkert ikke var hjemmelavet. Og folk overholder det jo hellere ikke når der ingen kontrol er..
Jeg ved godt vi er ude på landet, men derfor behøvede det jo ikke være et fortidsminde man gik ind til når man går ind i hallen til alle boderne - det marked kunne være så meget bedre, hvis bare man i baglandet lagde nogle flere kræfter i, og fik gjort op med "vi plejer" syndromet.

Nå men det var vist et lille surt opstød - så nu til det mere sjove...
Da vi kom hjem gik vi i gang med at lave juledekorationer - ja selv gemalen var med..
Og selvfølgelig skal I da ikke snydes for nogle billeder:
Jeg har lavet kalenderlyset og adventskransen og gemalen har lavet den nederste dekoration.
Det er faktisk lidt sjovt at gense billederne fra sidste års dekorationer her i huset - jeg tror bare jeg er til den helt traditionelle jul: grøn - rød - sølv - guld - blå - hvid
Hvis du vil gense dekorationerne fra sidste år så er de lige her

torsdag den 24. november 2011

Fødselsdagsløber..

Så blev jeg færdig - det tog mig kun tre dage at sy den, men 2 år og 81 dage at komme i gang med den.
Jeg så den nemlig på en patchwork messe for 2 år og 89 dage siden, hvor jeg også købte stoffet men jeg har bare haft det liggende.
Jeg har hentet inspiration udfra en stregtegning jeg lavede dengang af en løber der hang hos en af standene. For jeg fik selvfølgelig ikke skrevet butikkens navn ned, så jeg kunne kontakte dem og købe mønstret når det nu var så længe siden jeg så den...
Deres havde 8 sektioner, men på det mønster jeg har lavet ville det ende med en løber som blev 1,20 meter - og det var altså for langt syntes jeg. Så derfor har min kun seks, og med de to kantninger så ender den med at være 21 cm bred og 93 cm lang. Hvilket vil sige at den er meget smal, men det passer mig faktisk godt for så kan den stadigvæk ligge midt på bordet uden at få for meget snask på sig! (håber jeg)

Jeg har brugt to forskellige slags hvide og to forskellige slags røde - de hvide kan man næsten ikke se forskel på men den ene har skæve hvide hjerter på og den anden stjerner i forskellige små størrelser.
Jeg har valgt at quilte rundt om hjerterne, og den smalle inderste kantning. En af krea-tøserne foreslog at jeg broderede "tillykke" på den, og det valgte jeg så at gøre på højkant når nu hjerterne og flagene vender op og ned, så syntes jeg også der skulle være noget på den anden led.
Som altid når jeg laver noget har jeg et lag pladevat imellem forsiden og bagsiden. Det hele er syet på maskine, så nogle steder er det lidt skævt, men det har også sin charme syntes jeg.
Her er så resultatet, og jeg er rigtig glad for det:
 (det hvide stof er ikke så gult som på øverste billed - den rigtige farve er den på billedet herunder.)

onsdag den 23. november 2011

Et lille sneak peak

Jeg skrev jo i et tidligere indlæg, at jeg allerede var i gang med nye projekter (selvom jeg stadigvæk har rigtig mange "gamle" liggende), men da den ikke er helt færdig endnu, får I kun de her to billeder - jeg skal jo se at blive færdig..

Så nu går jeg tilbage til min symaskine :)

Hr. Frost kom forbi..

(ja jeg kan altså ikke finde nogen steder hvor der står om frosten er han eller hun køn - så jeg har valgt det er en han)






mandag den 21. november 2011

Julekort kursus

Her i lørdags var en af krea-tøserne og jeg til julekort kursus hos scrapbook butikken Love2scrap.
Vi skulle lære at lave fire forskellige kort, lavet af fire forskellige medlemmer af deres design team, men det var kun to af dem som underviste = de skulle undervise i to kort de ikke selv havde lavet.
Selve kurset varede 2 timer, men os kursister var fordelt meget bredt ud over linjen fra intet at vide overhovedet til at være meget øvet. Og selvom jeg har prøvet lidt for mig selv,og været på et kursus før, så må jeg indrømme at jeg faktisk også syntes det skulle gå alt for stærkt - og de meget øvede syntes det gik for langsomt...
Det sidste kort vi skulle lave var netop lavet af en som ikke underviste os, og selvom vi også fik forklaring på kortene på papir med ord og billeder, så havde vores to undervisere også deres problemer med at give forklaringen ud, da den simpelthen var for dårlig = vi var flere som fik ridset en bukkelinje det forkerte sted - min  kunne dog skjules lidt, men det var bare ikke okay.

Efter de to første kort fik vi lige en pause på 10 min. og så skulle vi ellers videre, og de 10 min. var så det vi brugte over tid - men vi havde fået at vide at vi ikke ville blive smidt ud når selve tiden for kurset var gået, men det satte ikke tempoet ned hos underviserne.

Jeg syntes det var dejligt at lære nogle nye teknikker, og prøve at lave noget andet end jeg selv ville have fundet på. Men måske skulle de næste gang sætte holdene op alt efter hvor meget man kan - altså stadigvæk lærer de samme ting ud men måske afsætte mere tid til os begyndere, så vi også kunne føle hyggen ved at lave det.

Kortene i den rækkefølge vi lavede dem i:




lørdag den 19. november 2011

Mere afkrydset på min liste

Min mor skal til julemarked i dag, og jeg havde lovet hende at sy nogle suttesnore - de er syet ud fra samme metode som jeg brugte til de andre jeg har vist her på bloggen.
De fem af stofferne er min mors, og den sidste med svampene er min. I forhold til de andre jeg har syet syntes min mor at bændel snoren skulle byttes ud med elastik - så det er dermed gjort.

Selvom der ikke er kommet videre mange indlæg omkring det, så har jeg fået færdiggjort flere projekter som egentlig var for andre - jeg ved ikke hvorfor at nogen ting jeg skal lave for andre trækker sådan i langdrag. I starten kører det der ud af, men så er det som om det hele går i stå og tit og ofte er det næsten færdigt.
Blandt de ting jeg har fået gjort færdige er: broderet navne og dato på dåbskjole - sy dansetøj til svigerinderne - reparereret og oplagt tøj.
Og selvom jeg har flere ting som ikke er færdige endnu, så er jeg allerede i gang med nye blandt andet en jule bordløber og en fødselsdags bordløber med flag og hjerter, begge i patchwork.. Tror aldrig jeg lærer at begrænse mig til at gøre noget færdigt inden jeg begynder på noget nyt!

fredag den 18. november 2011

Færdigt danse tøj og hvad punches også kan bruges til:

Mine svigerinder var på besøg fra lørdag til søndag - jeg skulle nemlig sy deres dansetøj færdigt, men da de skulle have fryser syet fast på, på steder hvor stoffet skulle give sig. Turde jeg ikke bare sy det på uden at de havde det på, og jeg satte fryserne på med nåle og derefter syede dem på:

Men det var jo egentlig slet ikke det indlægs titlen lagde op til så.... den ene af svigerinderne ville rigtig gerne låne mine punches og en masse farvede papir. Men da hun kom og spurgte efter noget hvidt - fik jeg idéen om, at jeg jo kunne stanse nogle hvide snefnug/krystaller ud og sy dem sammen på midten og på den måde få nogle ophæng til min troldgren (har nemlig ikke fået syet noget patchwork selvom det jo var oplagt!)
Så jeg skulle da lige prøve og se hvordan det endte:
Jeg har samlet fire undstansninger ovenpå hinanden, og syet ned igennem dem på midten. Hæftet i bunden og brugt tråden øverst til at hænge op i. Det er et værre pillearbejde da krystallerne er så små, men den er nu blevet meget fin.

torsdag den 17. november 2011

Mine orkideer går helt amok!

Jeg ved ikke hvad der er sket for min ene orkide, men lige nu vil jeg mene den er ved at blomstre sig selv ihjel!
Den har lavet 9 blomster grene, og som man kan se på billedet så er det også grene på grenene! Det er simpelthen helt vildt:


En anden af mine orkideer har kun blomstret en gang mens vi har haft den, nemlig da den blev købt - jeg havde egentlig opgivet den og derfor har den bare været brugt til at pynte i, og hjælpe en anden orkide med at være holder for pinden til at holde dens lange og tunge gren med blomster.
Men den anden dag fik jeg lige set, at den nu endelig også er på vej med en blomster gren så endelig får vi dens gule blomst at se igen:

Den tredje orkide jeg vil vise er en hvid med lyserød midte - den blev købt samtidig med den gule men til gengæld har den været villig til at blomstre igen - lige nu står den med sin tredje blomstring mens vi har haft den, og en ny gren er på vej op:


Den sidste orkide jeg vil vise af dem som blomstre/er på vej til det er den som jeg fik i Juli måned, og som stadigvæk står med blomst derfra!
Det var først da jeg skulle vande den første gang, at jeg fik set at det faktisk er to planter i en potte. Men den har nu også sendt en ny gren op, og den anden dag da jeg opdagede at den gule havde en ny gren så jeg også at den her flotte mørke lilla også havde en lille ny gren på vej:

onsdag den 16. november 2011

Puha sikke en forskrækkelse..

Sidste gang min iPhone skulle opdateres var det gemalen som blev sat i gang, ja kort fortalt så endte det i en katastrofe for den havde åbenbart ikke gemt alle mine programmer - selvom gemalen havde gjort alt hvad han skulle var det alligevel ham som endte med at få et kæmpe møgfald fra mig!
(jeg har sagt undskyld igen, og indrømmet at det ikke var hans skyld - det var bare ham det gik ud over)

Nå men i dag da jeg så ville oploade en masse billeder til nye indlæg - poppede den op med at der var en ny opdatering. Og så tænkte jeg: det gør jeg da lige selv - for det kan da ikke være så svært...
Så jeg tjekkede om den havde gemt mine billeder og programmer, og det havde den sørme så jeg gik i gang.
MEN jeg gik så også i gang med at opdaterer selve programmet som skal opdaterer min iPhone - og det skulle så genstartes, og det tænkte jeg ikke videre over så jeg klikkede ok
KÆMPE FEJL AF MIG!!!!!!!!!!
For da computeren genstartede stoppede den min iPhone så den på skærmen kun viste appel tegnet og den bjælke som egentlig skulle fyldes op på grund af opdateringen, men der skete intet!
Jeg kunne intet gøre - forsøgte at google nogle svar - prøvede selv at trykke på tasterne men intet skete. Da jeg jo ikke kunne ringe til gemalen måtte jeg jo skrive ham en mail - da jeg ved han har sat den til at sige en lyd når han modtager mails på hans iPhone..
Og så var det bare at vente og vente og vente (jeg syntes der gik en evighed, og jeg blev mere og mere bekymret for om den overhovedet kunne reddes) så ringede min skype på computeren og det var gemalen!
Man skal åbenbart holde begge knapper inde MEGET længe før end den gør noget som helst - og så kan man så fortsætte - tja altså iPhonen gik selv i gang da jeg stadigvæk havde den tilsluttet til computeren..
Så i skrivende stund er den ved at genoprette telefonen med mine indstillinger, programmer, billeder og lyd..
♥ ♥ JEG ELSKER DIG MIN DEJLIGE ELSKEDE GEMAL ♥ ♥
 - HVAD SKULLE JEG DOG GØRE UDEN DIG! 

Så der går lige lidt inden der kommer nogle ny indlæg - min iPhone skal lige være helt med..

lørdag den 12. november 2011

Sådan og så egentlig ikke alligevel da det kom til stykket..

Ja faktisk så er det noget tid siden, men jeg har bare haft så travlt med andre ting at jeg egentlig helt har glemt det..
Her på bloggen har I jo kunnet følge med i mit mælkebøtte projekt både her og her . Og i det her indlæg var det så meningen at jeg ville skrive om, at det første billed var færdigt - jeg manglede bare at sætte det rigtig fast på rammen (derfor alle de nåle på billedet).
MEN efter at have gået og kigget på det mens det har siddet fast på rammen, så er jeg blevet mere og mere utilfreds med de to øverste blomster - de er simpelthen for "tynde" i forhold til den nederste. Så i skrivende stund har jeg pillet den øverste blomst op, og startet forfra. Ergo kan jeg jo så ikke sige at jeg er færdig med det første billed, men sådan går det jo engang imellem når man får kigget på tingene lidt på afstand..
Så I får lige et billed af det færdige billed, som så ikke var så færdigt alligevel.

Oprindelig var det ikke min plan at sætte blade på, men der manglede altså et eller andet. Så jeg måtte i gang med at google billeder af mælkebøtte blade, og heldigvis fandt jeg en flot tegning som jeg så har fortolket til de blade I ser her.

Da jeg købte rammerne tænkte jeg ikke over, at det kunne være noget så svært at finde sølvfarvede svæverammer i størrelsen 30x80cm - det er rent faktisk umuligt!
Så måske bliver løsningen at jeg sætter noget pænt bånd på hele vejen rundt om billedet, bare så der er noget der bryder billedet og jeg får en pæn kant rundt. Nu må vi se hvad det ender med, og om jeg måske også ser mig sur på det..

fredag den 11. november 2011

Den 11.11.11 kl. 11.11 udfordring

Igår opfordrede Marolle  til at dokumenterer hvad vi lavede den 11.11.11 kl. 11.11.
Godt nok så jeg det først i dag kl. 10.55, og kunne derfor ikke nå at indsætte hendes billed så flere kunne deltage, men det var jo stadigvæk så jeg kunne nå at være med. Jeg syntes det var en sjov lille udfordring hvor man med et billed for fremtiden kan vise hvad man netop lavede den dato på det tidspunkt:
Jeg var i gang med at lave et mønster til en juleløber i patchwork..

torsdag den 10. november 2011

Endnu én i hatten

Ja det har jo lige været min mors fødselsdag, og selvom jeg havde købt en gave til hende. Så syntes jeg alligevel hun skulle have lidt mere - og hvad var bedre end at jeg hæklede en hue til hende...
Heldigvis havde jeg gemt linket til den YouTube video jeg brugte til at lave min første hæklede hue, og så var det egentlig bare at gå i gang.
Resultatet endte sådan her:
Farven er nøje udvalgt - hun elsker nemlig lilla. Og heldigvis havde jeg da også lige nogle knapper til at pynte den med. De to øverste er egentlig samme slags knap, men den ene vender bare med "bagsiden" ud af for at skabe en anden effekt.
Hun blev heldigvis rigtig glad for den, og pralede til alle med at det var hendes datter som ikke kan hækle som havde lavet den..

tirsdag den 8. november 2011

Jeg kom altså lige til...

at tage til Scrap-a-mania (scrapbooking arrangement med salg og kurser for dem som har betalt for at deltage) i søndags..
Og det værste af det hele - hvis du spørg gemalen var, at jeg havde hevet ham med!
Der var rigtig mange fine ting i de mange forskellige boder, og de havde også "messe" tilbud hvor man kunne spare mange penge - hvis der var noget man kunne bruge.
Desværre var der en bod jeg ikke rigtig fik set på, men jeg vælger at give dem skylden for det - for de havde simpelthen opbygget deres stand sådan, så man ikke kunne komme ind og se hvad de solgte uden at skulle bede dem som sad ved deres bord og lavede scrapbooking om at flytte sig selv og deres stol - og egentlig også skubbe lidt til bordet så dem på den anden side hellere ikke kunne sidde der!
Nå det var et lille surt opstød, men syntes det er så ærgerligt når en butik vælger at tage med på sådan et arrangement, og så bare slet ikke tænker over hvordan de fremstiller sig selv og deres bod!

Jeg fik selvfølgelig købt en smule ting:

(Det er altså skægt og se hvordan lyset kan ændre sig fra billed til billed, selvom de er taget lige efter hinanden det samme sted)
Det første billed er to dies (udstansninger som kan bruges i min big shot) som der var 60% rabat på - og så jeg kunne da ikke leve uden talbobler og store parenteser. Der var også nogle andre jeg gerne ville have haft, men når man kommer på den sidste dag er der jo desværre nogle ting som er udsolgt.
Inden vi ankom var mine tanker meget på, at jeg skulle finde noget ekstra til juleting - jeg havde besluttet jeg ville have et snefnug/krystal. Og tilfældigvis havde en af boderne 20% rabat på deres punches (udstansninger til at trykke med hånden) og de havde mit snefnug/krystal. Den store punch med grannålene var der 30% på.
Så alt i alt kan man vist godt sige, at jeg fik gjort en rigtig god handel med alle deres tilbuds ting.

mandag den 31. oktober 2011

Der kom lige en engel!

Hvis du syntes at julen hører sig December til, skal du ikke læse videre i dette indlæg...
Jeg selv syntes julen starter i slutningen af November måned - men en engel har altså sneget sig ind, og blevet til selvom vi i et kort øjeblik stadigvæk kan kalde det Oktober.

Det hele startede faktisk fordi jeg så det hør julestof som min mor havde købt (så ja mor det er faktisk din skyld jeg er gået før i gang med juleting!! - men du er tilgivet ♥). Jeg fik sådan en lyst til at forsøge mig med at lave en engel - desværre var der ikke nok stof i de rester jeg fik tiltusket mig af hende. Så jeg måtte jo i mine egne gemmer og finde noget stof der kunne bruges.

For nogle år siden fik jeg en bog i julegave "Tag tråden op" af Anne-Pia Godske Rasmussen - jeg har ikke fået brugt den meget som jeg egentlig gerne ville, men nisserne på forsiden tænkte jeg kunne bruges som skabelon og grund mønster til den engel jeg havde i hovedet.
Mit resultat blev, at sætte bogens engel og nisse mønster sammen, og ud fra det tilføje mine egne ændringer.
Jeg har gjort armene længere, ændret kroppens figur så det ender med en kjole, lavet nissesko i enden af fødderne, lavet kortere "ærmer" på armene og til slut har jeg har quiltet vingerne.
Englen endte med at blive 57 cm lang selvom jeg har slået knude på dens ben - en slags knæ:

Ansigt og arme er hvidt bomuldsstof som jeg har farvet ved at dyppe det i the, så det fik lidt ala hudfarve.
Vingerne er det hvide bomuldsstof. Benene og bunden af englen er i en blød naturfarvet hør. Selve "kjolen/kroppen" og ærmerne er i en endnu blødere hør med jule tryk. Håret er gran rester fra min hæklede hue. Hele englen er fyldt op med pladevat afklip/rester som jeg netop samler i en pose til den her slags projekter.

Så julen er kommet tidligt i år - men hey hvis vi tæller min bordløber med som blev færdig i Januar så har der været optakt til jul længe :)

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails